Jon Stephensen
Jon Stephensen er født i 1959 og er uddannet arkitekt og journalist. Siden 1998 har han været direktør på teatret Aveny-T. Her har han præsenteret masser af ny dansk dramatik og fået tag i et stort publikum. I 2005 indsamlede teatret gennem støtteforestillinger en halv mio. kr. til ofrene for tsunamien. Aveny-T har også tidligere involveret sig i bistand til ulandene og indsamlet større beløb til hjælpeorganisationer. I sommeren 2007 overtager han chefposten på Østre Gasværk.
Har du nogle erfaringer med ulandshjælp?
Nej, min erfaring er lille. Den begrænser sig til undervisning i folkeskolen og gymnasiet. Dog har jeg som indsamler for bl.a. Folkekirkens Nødhjælp og ved at lade mit teater opføre støtteforestillinger i samarbejde med hjælpeorganisationer samt via mit medlemskab af Dansk Røde Kors' "Klub 10" opnået begrænset viden.
Hvad håber du på at få ud af Afrika-rejsen personligt?
Indsigt, indsigt og atter indsigt samt forståelse for væsentligheden i at sætte stadig større fokus på Afrika. Derudover flere ressourcer til at fremskynde befolkningens muligheder for at få et bedre liv og kunne klare sig selv. I dette ligger, at der skal sættes ind på alle fem fronter, som dilemmaerne på dilemma.dk opridser.
Hvad gør i dine øjne et bistandsprojekt værd at støtte?
Sygdoms- og fattigdomsbekæmpelse, hvor nøden er størst, er afgørende - og uden skelen til landets styreform. Det er jo ikke den lidende befolknings skyld. Demokratiseringsprocesser må komme og ske på politisk niveau og ikke gennem gidseltagning af stærkt nødlidende børn og øvrige befolkningsgrupper.