Martin Miehe-Renard

Martin Miehe-Renard er født i 1956. Han er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole & Privatteatrenes Elevskole samt writer/producer fra Danmarks Radio. Har spillet, skrevet, instrueret og produceret teater, film og tv samt udgivet flere bøger og cd'er. Er pt. chef for Teatertapperiet og medejer af spille- og eventstedet Docken i Københavns Havn samt et computerspilfirma.

Har du nogle erfaringer med ulandshjælp?

Ikke den ringeste, ud over som bidragsyder til forskellige hjælpeorganisationer og som "fjernadoptivfamilie" til en dreng i Afrika, hvad primært gik ud på at sende et fast månedligt beløb til hans uddannelse etc.

Hvad håber du på at få ud af Afrika-rejsen personligt?

Jeg forventer en hård tur og er hudløst bevidst om de dilemmaer, jeg vil blive stillet over for. Jeg tror, det kan blive en hård, og måske ubehagelig, opgave at skulle indstille noget til støtte frem for noget andet. Omvendt er jeg også klar over, at det præcis er det, dette projekt går ud på: at få synliggjort de vanskelige beslutninger, som er forbundet med ulandsbistanden, og for den sags skyld også at få synliggjort, hvad vores penge går til, og hvad man evt. ville kunne opnå ved at yde noget mere.
Jeg er lykkelig for, at projekterne alle er udvalgt af eksperter, da jeg ikke selv føler mig kompetent nok til at forestå denne del. Derimod har jeg ingen problemer med udsigten til at skulle indstille et projekt i den sidste del af fasen, for det vil under alle omstændigheder være et støtteværdigt projekt. Mine fravalg vil blot være fravalg ligesom de alt mange andre, der konstant foretages på området. Men de vil også være med til at synliggøre problemerne - og dermed forhåbentlig på længere sigt bidrage til en forbedring af forholdene.

Hvad gør i dine øjne et bistandsprojekt værd at støtte?

Mennesker i nød er værd at støtte. Det være sig adgangen til fødevarer, frihed, demokrati, uddannelse, religion, race, køn og så videre. Ingen bistandsprojekter kan indeholde alt dette, men jeg vil nok altid prioritere projekter, som tilgodeser mere end en af disse ting, samt projekter med en stor grad af hjælp til selvhjælp. Jeg mener, at skal hjælpen nytte, skal den gøre de nødlidte i stand til selv på sigt at tage vare på deres egen situation.
Jeg ved, at der må prioriteres, når bistandsmidlerne ikke slår til. Men jeg accepterer udelukkende prioritering, hvad angår rækkefølgen af indsatserne, og ville principielt aldrig acceptere en prioritering, som for altid fravalgte værdige emner.