Dilemma

Forside / Baggrund / De udsendte


Karen Mukupa

Karen Mukupa, alias Miss Mukupa, er født i 1974 i Zambia. Kom til Danmark som 16-årig. Hun begyndte sin musikalske karriere i rapduoen No Name Requested, har arbejdet som tolk i swahili og sunget duet med Kid Creole og flere danske kunstnere. I 2000 udgav hun sit første soloalbum, der siden blev fulgt op. Hun har været værtinde på børneprogrammet "Kidchen" på TV 2, skrevet klummer for metroXpress og udgivet to børnebøger med bl.a. prinsessehistorier fra forskellige steder i verdenen.    

Har du nogle erfaringer med ulandshjælp?  

Min far har både været ansat af Danida og Mellemfolkeligt Samvirke. Derfor har jeg boet i Tanzania i næsten 14 år og har tydeligt set, hvordan ulandsbistand kan gøre en forskel. Jeg har bl.a. set, hvordan masaierne i det nordlige Tanzania drager stor nytte af vandpumper finansieret af dansk ulandshjælp. 

Hvad håber du på at få ud af Afrika-rejsen personligt?

Personligt håber jeg at få viden nok til at forstå, hvorfor man prioriterer det ene projekt frem for det andet, og at få større indblik i, hvordan pengene bliver fordelt, når de først er blevet bevilliget til et projekt. Med den forståelse kan jeg forhåbentligt være med til at gøre en forskel.

Hvad gør i dine øjne et bistandsprojekt værd at støtte?

Et projekt der er med til at bygge bro mellem rig og fattig, højne levestandarden, skaffe uddannelse til alle, forhindre og forebygge sult og sidst, men ikke mindst, udrydde sociale og økonomisk belastende livstruende sygdomme som f.eks. aids og malaria. Kort sagt: Et projekt der er med til at bryde cirklen af fattigdom i ulandene.