Dilemma

Forside / Baggrund / De udsendte


Charlotte Bircow

Charlotte Bircow er født i 1961. Hun har en HD i afsætningsøkonomi, en IAA (International Advanced Advertising) og er desuden uddannet NLP-terapeut, fitness- og ernæringsekspert. Hun har produceret træningsprogrammer til både tv, video og dvd, er forfatter til flere bøger om motion, kost, velvære og økologi og har været indehaver af flere fitnesscentre. Hun har for nylig lanceret den økologiske madvarelinje "CB Powerfood".

Har du nogle erfaringer med ulandshjælp?

Jeg har altid interesseret mig for at hjælpe fattige i nød og har medvirket ved mange støttearrangementer - senest for FN's 2015 Mål.
Jeg har gennem årene ladet mine børn være faddere til flere børn, idet jeg synes, at også de skal vokse op med lysten til at hjælpe og støtte andre. Min søn er i dag fadder til en på sin egen alder, og jeg er selv fadder.

Hvad håber du på at få ud af Afrika-rejsen personligt?

Personligt ønsker jeg ikke at få noget ud af Afrika-rejsen. Jeg er kun med for at give og hjælpe, hvor jeg kan.
Jeg er glad for at kunne hjælpe med at rette fokus på alle de stakkels menneskers problemer, så der måske kan ydes endnu mere hjælp, end der her gives, til at bygge et godt liv op for dem og skabe et grundlag for, at de på sigt bedre kan klare sig selv.

Hvad gør i dine øjne et bistandsprojekt værd at støtte?

De fleste ulandsprojekter er uden tvivl værd at støtte. Det er rædselsfuldt, at børn dør, lider, ser deres forældre dø og oplever alverdens traumer, vi andre kan slukke for, når de vises i nyhederne.
Rent nøgternt er de mest fornuftige projekter at støtte dem, der på sigt forebygger fattigdom, sult, sygdom og nød. Dog er det svært at være nøgtern i sådanne situationer. Alle i nød bør have hjælp.