Dilemma

Forside / Baggrund / De udsendte


Christian Stadil

Christian Stadil er født i 1971. I dag er han ejer af tøjfirmaet Hummel, som han på kort tid fik vendt fra underskud til en millionforretning. Han er desuden eneejer af et stort holdingselskab med virksomheder inden for ejendomme, shipping og fødevareindustri og fungerer som rådgiver, foredragsholder samt som bestyrelsesmedlem.

Har du nogle erfaringer med ulandshjælp?
Jeg har arbejdet med NGOer og hjælpeorganisationer i de seneste 10 år og har bl.a. samarbejdet med Red Barnet om mærkesagen hiv/aids. Jeg er også involveret i Grassroot Soccer - en organisation, som har valgt fodbold som deres indgangsvinkel i kampen mod hiv/aids. Derudover har jeg en aktiv interesse i Hummels sponsorater af Tibets fodboldlandshold og Afghanistans olympiske hold samt etablering af fodboldskoler i Afrika. Endelig er jeg udnævnt som goodwill-ambassadør på området "Global Warming" for Verdensnaturfonden (WWF).

Hvad håber du på at få ud af Afrika-rejsen personligt?
Afrika er et fantastisk - og i mine øjne undervurderet - kontinent med en rig kultur og mennesker. Der er uudnyttede samhandelsmuligheder og et stort potentiale for turisme. Derudover mener jeg, at det er vigtigt at komme ud på de rette steder, opdage at det er muligt at gøre en forskel, finde den korte vej mellem egen deltagelse og resultaterne, se de berørte mennesker i øjnene og mærke deres virkelighed helt ind under huden.

Hvad gør i dine øjne et bistandsprojekt værd at støtte?
Det er vigtigt at skelne mellem kortsigtede betragtninger og langtidsbetragtninger. Alle typer bistandsprojekter skal fungere og skabe håndgribelige resultater. Det er vigtigt, at der ikke er store usikkerhedsmomenter, at pengene havner de rigtige steder, og at der er gennemsigtighed i brugen af bistandsmidler. Man skal kunne se, at børnene får mere at spise, og at de går i skole, ligesom man skal opleve en nedgang i antallet af hiv/aids-ramte osv. På makroplanet kan det være sværere at se de konkrete resultater, for eksempel i forhold til klimaforandring. Det gør det dog bestemt ikke mindre vigtigt at arbejde med.