Dilemma

Forside / Baggrund


Om "Dilemmaer i ulandsbistanden"

Danmark giver ca. 13 milliarder kroner om året i ulandsbistand. Det svarer til knap en halv Storebæltsbro i nutidspriser. Det er mange penge, men alligevel er det langtfra nok til, at vi kan støtte alle de indsatsområder, der har behov for det. Både staten og de folkelige organisationer må tit vælge og prioritere, hvad der skal støttes. Dette er et af de helt afgørende dilemmaer i ulandsbistanden, og derfor er dilemma.dk sat i værk.

Dilemma.dk har to formål: at give fattige i Afrika et bedre liv og at øge danskernes engagement i og viden om ulandsbistand.

De fem valgte lande - Tanzania, Kenya, Uganda, Zambia og Ghana - er blandt de fattigste programsamarbejdslande for dansk udviklingsbistand. En ugander tjener i gennemsnit 1.680 kr. om året, en kenyaner 3.180 kr. Til sammenligning har en dansker i gennemsnit en årlig indkomst på over 200.000 kr. Der er forskel på leveomkostninger, men der er stadig stor forskel på indkomst og levestandard.

Dilemma.dk inviterede folkelige organisationer og lokalsamfund i de fem afrikanske lande samt danske organisationer til at præsentere støtteværdige og nyskabende projektforslag inden for fire områder: Hvordan bekæmper vi hiv/aids og malaria?, hvordan bekæmper vi underernæring?, hvordan forbedrer vi adgang til rent drikkevand og sanitære forhold?, og hvordan forbedrer vi uddannelsen i fattige afrikanske lande?

Projektforslagene skulle demonstrere, hvordan man kan gøre en stor forskel med en forholdsvis lille økonomisk indsats.

Lokale og internationale udviklingseksperter samlede 20 idéskitser til mulige projekter i hvert af de fem afrikanske lande. Disse skitser blev nøje gennemgået af udviklingseksperter i et screeningspanel, der siden skar antallet ned til tre i hvert land. Projekterne blev vurderet ud fra internationale standarder samt kriterierne for dansk udviklingspolitik.

Fem kendte danskere - Charlotte Bircow , Jon Stephensen , Martin Miehe-Renard , Christian Stadil og Karen Mukupa - besøgte et afrikansk land, hvor de blev præsenteret for de tre projekter - altså 15 i alt. Vi sendte kendte danskere af sted, for at de med egne øjne kunne danne sig et indtryk af virkeligheden i ulandene og dilemmaerne i bistandsarbejdet, og for via medierne at nå bredt ud til danskere, som normalt ikke beskæftiger sig med ulandshjælp.

Da de fem danskere kom hjem, indstillede de i fællesskab fem projekter til Danida. Karen Mukupa indstillede et vandprojekt i Kilosa i Tanzania, Charlotte Bircow anbefalede et vand- og sanitetsprojekt i Katosi i Uganda, Martin Miehe-Renard indstillede et sundhedsprojekt i Kilifi ved Kenyas kyst, Christian Stadil, der var i Ghana, pegede ligeledes på et projekt for kvinder, mens Jon Stephensen, der var i Zambia, ikke ville affinde sig med præmissen om kun at indstille ét projekt. For ham var området i Kabwe et sammenhængende område, og indstillingen er at dele beløbet mellem en grundskole og et førskoleprojekt for børn, der er forældreløse eller vanskeligt stillede på grund af aids eller malaria.

Udenrigsministeriet godkendte indstillingerne, og nu fortsætter arbejdet med at realisere projekterne.

De projekter, der ikke blev indstillet, kan stadig søge støtte andre steder fra. Men det svære valg at indstille nogle, ikke alle, projekter til støtte, er en del af virkeligheden i bistandsarbejdet.

De fem udvalgte projekter får maksimalt 2,2 mio. kr. hver til at gennemføre de planlagte aktiviteter. Gennemførelsen af projekterne vil blive monitoreret af de danske ambassaders bistandsansvarlige i de pågældende lande.

Konsulent- og rådgivningsfirmaerne Grontmij/Carl Bro og Consia, der begge har stor erfaring fra arbejde og projekter i ulandene, løste opgaven for Danida. Hjemmesiden dilemma.dk er opbygget i tæt samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten, der med Galathea Ekspeditionen, Fredsmissionen og 3uger.dk har vist sig som et af de førende medier på området.

Forsøgs- og oplysningsprojektet dilemma.dk er en udløber af Copenhagen Consensus-konferencen i 2004. Her blev indsats mod hiv/aids og malaria, underernæring og vand/sanitet sat højt på listen over vigtige indsatsområder for at afhjælpe fattigdom. Uddannelse er blevet inkluderet i dilemma.dk, da der er bred enighed om, at også investering i uddannelse betaler sig.