De forældreløse i sumpen

22-03-2007

Skal man hjælpe i et område, der burde jævnes med jorden? Er man så med til at lindre folks lidelser i en periode, eller er man i virkeligheden med til at forlænge dem? Og hvor meget kan man blande sig i lokal politik?

Af Lasse Nørgaard, Jyllands-Postens korrespondent

82-årige Tito Zulu tager sig af seks forældreløse børn. De bor alle sammen i en lille lerhytte, hvor grundvandet siver op gennem gulvet, og de sover på simple måtter med et tæppe over sig. Myggenet? Ja, den dag, det sner i Dubai.

Titos kone og børn er alle døde. Her mange år efter at han skulle være begyndt at nyde sin otium, arbejder den tidligere blikkenslager stadig med småjobs for at kunne holde liv i sig selv og børnene.

Et andet sted i Nakoli bor Angela Muma, mor til tre børn, bedstemor til tre andre og værge for yderligere syv forældreløse. Sønnen er fisker og kan tjene lidt penge til familien, der bor i et lerhus med huller i taget.

Tito og Angela er de levende beviser på dem, vi har læst og hørt om. Den ældre generation i visse afrikanske lande, der nu må tage sig af de yngste, fordi mange i den mellemste generation - de gamles børn og de små børns forældre - er døde af aids.

Alle dem i den erhvervsaktive alder.

Brødre og søstre døde

Beatrice Kambale bor midt mellem Tito og Angela. Hun er ikke gammel, men den eneste overlevende af en række brødre og søstre, mænd og koner. Beatrice tager sig af 10 børn, de 4 er hendes egne, resten er niecer og nevøer.

Som genbo har hun Emmanuel Chashi, der er hiv-smittet. Han får nu gratis kombinationsmedicin og har fået det lidt bedre, mens hans kones celletal er ikke lave nok til, at hun kan få medicinen endnu. Men Emmanuel er for svag og syg til at genoptage sit gamle erhverv som fisker, og han kan ikke tjene penge til at brødføde sine tre børn.

Konen arbejder med "småjobs", der ikke bliver defineret nærmere.

Høj musik og fulde mænd

Nakoli er med andre ord ikke noget særligt livsbekræftende sted. Det er snarere depressionernes og elendighedernes holdeplads. Bedre bliver det ikke af, at området ligger i en sump, hvor der er oversvømmelser, hver gang det regner. Små vandhuller er ynglepladser for malariamyg, og grundvandet bliver blandet med overskuddet fra de latriner, som de fleste huse trods alt har.

På hovedgaden her midt om formiddagen kæmper tre taverner om kundernes gunst med kæmpe højtalere og larmende musik. To af dem er proppede med mænd, der allerede har røde øjne og hæse stemmer, mens den sidste har tabt kampen og kun har en enkelt ældre fulderik siddende med panden solidt plantet på et bord.

Omkring de fyldte taverner lunter et par letpåklædte kvinder omkring og håber på at kunne tjene lidt penge til dagen, til måske at kunne brødføde deres børn.

Hårdt ramt

Zambia er et af de afrikanske lande, der er hårdest ramt af hiv/aids. Nogle siger, at antallet af nye smittede nu er på vej ned, andre siger, det bliver værre. Tydeligt er det i hvert fald, at sygdommen allerede har gjort stort indhug i den generation, der skulle hjælpe de gamle og sikre børnenes uddannelse.

Nakoli er endnu en forstad til Kabwe, storbyen, hvor minerne og mange andre industrier lukkede ned efter privatiseringen. Men i modsætning til Makululu, som Jon Stephensen besøgte dagen før, er Nakoli beskidt, affaldet flyder, latrinerne stinker, og de fleste huse er fugtige.

Et lille lyspunkt

Hvis der er et lyspunkt i Nakoli, så er det børnehaven for de vanskeligt stillede børn. Her går 108 børn, alle mellem et og syv år. Over halvdelen er forældreløse, der bor hos familiemedlemmer som Beatrice, Angela og Tito.

Børnehaven har undervisning inde i et stort rum, hvor der er kommet vinduer og sket andre forbedringer takket være støtte fra den danske ambassade. Udendørs er der legeplads og store visioner om at indrette køkkenhave og bygge klinik for de børn, der har svære psykologiske problemer.

Børnehaven vil også gerne optage flere børn, uddanne flere frivillige og tilbyde alle bedre vilkår. Derfor modtager de Jon Stephensen med blomster, sang, og teater. Alle børnene er renskurede, pigerne har fået sat håret, et par af dem har så fine kjoler på, at de minder om brudekjoler. Og begejstringen er stor, da lille nuttede Macy fremsiger digtet "Education is cheaper than Ignorance" (Uddannelse er billigere end uvidenhed, red.).

Men det er den lange gåtur i området bagefter, der chokerer Jon Stephensen mest.

Flyt byen

"Det er jo et kæmpe dilemma. På den ene side er det her sted så håbløst, at det ikke giver nogen mening at støtte det, fordi det i virkeligheden burde jævnes med jorden og beboerne flyttes til bedre forhold.. På den anden side er her så trøstesløst, at enhver økonomisk håndsrækning ville lindre lidelserne for dem, der rent faktisk er tvunget til at bo her, og samtidig være et incitament til dem, der knokler for at gøre det udholdeligt og hjælpe børnene til en bedre fremtid," siger han.

"Som en amatør som mig er det svært at forstå, hvorfor Nakoli ikke bliver flyttet. Vi har set, at der rent faktisk er plads omkring byen, f.eks. tættere på Makululu, som vi besøgte i går. Det var fattigt, men det var tørrere, renere og langt bedre organiseret."

Skab sammenhæng

Besøget sætter også nogle tanker i gang om bistandspolitik. Nogle gange kan man ikke blande sig, andre gange skal man ikke. Og så er der de tilfælde, hvor de fattige ikke har overskud, og de rige ikke har vilje til at se mulighederne.

"Man kunne måske skabe større sammenhæng mellem opbakning fra det lokale styre og den hjælp, vi yder. Jeg har besøgt townships i Sydafrika og set andre fattige områder, men jeg har aldrig følt mig så magtesløs som i dag. Her har jeg virkelig lyst til at hjælpe, men det holder jo ikke på den lange bane, pengene rækker ikke langt og vil ikke være med til at sikre et bedre liv på sigt. Nakoli er en stor ond cirkel, der skal brydes, og det er ikke kun et spørgsmål om penge. Det handler også om vilje hos alle parter, men jeg ved godt, det er nemmere sagt end gjort."