I udkanten af Frelsen

"Jesus er konge. Velkommen til Kabwe, Frelsens By", står der på et af de mere imposante afrikanske byskilte, overtegnede endnu har set.

Det med frelse skal nok forstås mere som et ønske end som realitet. Kabwe ligger midt mellem hovedstaden Lusaka og Zambias genoplivede kobberbælte, men lige her sker ikke så meget. Kabwe var engang en livlig mineby, der udvandt zink og magnesium, men da Zambia for alvor gik i gang med at privatisere, blev minerne solgt. Kort efter blev de lukket, og tusinder af byens indbyggere blev arbejdsløse.

En stor del af de tidligere minearbejdere flyttede til Makululu i udkanten af Kabwe. Det er hverken by eller slum, snarere en improviseret landsby med lerhuse med over 46.000 beboere, hvoraf over halvdelen er under 20 år.

"Good morning children, how are you?"

"GOOD MORNING MADAM, WE ARE FINE THANK YOU AND HOW ARE YOU MADAM?"

"I am also fine, please sit down."

"THANK YOU MADAM."

Respekten er overdøvende, når 100 elever i det samme klasselokale hilser på skoleinspektøren Rodia Phiri. At den unge kvinde også nyder respekt blandt skolen forældre og byens politikere, bliver understreget af, at det meste af forældrerådet samt byens viceborgmester og borgmester er mødt frem for at hilse på den danske berømthed, teaterdirektøren Jon Stephensen, der netop er ankommet til Zambia, og som besøger skolen i Makululu.

Iført jakkesæt, borgmesterkæde og byvåben giver borgmester Richard Yombe sin fulde støtte til skolen, til trods for at det ikke er en folkeskole men en skole drevet af en privat organisation.

Skolegang er nu gratis i Zambia, i princippet. Beslutningen om at gøre skolegangen gratis betød mange flere elever i klasserne, og skolerne fik ikke flere penge. Derfor har mange skoleråd besluttet, at forældrene stadig skal betale til driften, ligesom de stadig selv skal købe uniformer.

Det har mange forældre i Makululu ikke råd til.

Derfor etablerede organisationen Zambia Open Community Schools i 1993 en skole i Makululu, baseret på frivillige bidrag og på frivillige lærere, der for hovedpartens vedkommende ikke har gået på seminaret.

Skolen er i dag blevet populær og vokset til at have næsten 400 elever på fire niveauer, 1. og 2. klasse er slået sammen, ligesom 3. og 4. osv.

Men hvert år ved skolestart møder 500 elever op for at blive optaget.

"Og så står vi i den vanskelige situation, at vi skal vælge," fortæller Rodia Phiri.

"Nogle af børnene er allerede for gamle, de andre må vi vælge ud fra kriterierne om, hvem der har mest brug for det. F.eks. dem vi kalder "dobbelt-forældreløse", altså hvor begge forældre er døde. Mellem 5 og 10 pct. af børnene i skolen kommer fra hjem, hvor familieoverhovedet selv er under 18 år."

Makululu-skolen har også undervisning i sundhed og hygiejne og tilbyder kurser i syning og batik for dem, der er gået ud af skolen. Ved at tilbyde mere skolegang håber både lærere og elever at være med til at nedbringe kriminaliteten og forhindre teenage-graviditeter på længere sigt.

"Vi har også selv frafald. Som regel fordi børnene bliver nødt til at tjene penge, fordi deres forældre eller værger dør. Så bliver de gadebørn. Nogle unge piger bliver gift med rige fiskere, der så kan understøtte hele familien. Men trods alle vores udfordringer, så består 60-70 pct. af en afgangsklasses elever den nationale eksamen, og det er vi da lidt stolte af," siger Rodia Phiri.

Hundredvis af glade skolebørn og en gruppe hårdtarbejdende frivillige lærere og forældre i et fattigt område kan selvfølgelig ikke andet end at imponere tilrejsende danskere.

"Især overrasker det mig, hvor stærke kvinderne er. Jeg havde nok et lidt stereotypt indtryk af, at forskellene på mænd og kvinder var større i ulandene, men de stærke kvinder her er virkelig stærke og nyder stor respekt," siger Jon Stephensen.

"Desuden har jeg samme oplevelse som flere af de andre, det er noget helt andet at være der selv. På tusinder af kilometers afstand kan man nemt glemme - eller nemt teoretisk forholde sig til forholdene, men så står man pludselig på en skole i Afrika og kan se, hvad hjælpen kan betyde, og hvor stor forskel den kan gøre for modtagerne. Det bliver mere påtrængende, man kan ikke så let slippe væk."