Ghana i gråt

Det sker så tit, når vestlige medier og donorer beskriver eller bedømmer et afrikansk land: Enten er de rollemodeller, eller også er de korrupte og kaotiske katastrofer.

Der er sjældent plads til nuancer, måske fordi vi har brug for både succeshistorier og kaos.

Ghana er blevet rost og fremhævet fra mange sider i forbindelse med landets 50-års jubilæum som den første af kolonierne syd for Sahara, der vandt sin selvstændighed.

Og der er da også mange grunde til at glædes:

Økonomien blomstrer, for Ghana har igen fået ordentlig gang i eksporten af både kakao og guld. Demokratiet fungerer, og der er politisk stabilitet. Den seneste leder af en række militærkup indførte selv flerpartisystem, blev valgt demokratisk to gange og accepterede, at hans udpegede efterfølger tabte et demokratisk valg til en kandidat fra et andet parti.

Flere og flere børn kommer i skole, turismen vokser, og hvem i Accra reagerer på, at Argentina er nummer et på den nye liste over verdens bedste fodboldhold, når de nationale helte fra Black Stars nu for første gang er kommet ind blandt top 20? Et mål, landet havde sat sig for 2008, men som allerede er blevet opfyldt.

Og så er der de politiske helte, Kofi Annan er fra Ghana, og den nuværende præsident John Kufuor har overtaget posten som præsident for Den Afrikanske Enhedsorganisation.

Norden glemt

Ghaneserne er flinke og venlige, kriminaliteten er lav, og Ghana har en langt højere grad af etnisk samhørighed og tolerance end mange andre afrikanske lande. Det skyldes ikke mindst, at der ikke er en stor dominerende etnisk gruppe, og at landets første leder, Kwame Nkrumah, indførte et system med kostskoler, der samlede og blandede børn fra hele landet, så - som én udtrykker det - "ham der sov ved siden af blev din bror og skolen din mor".

Samtidig står det i grundloven, at politiske partier skal være funderet i hele landet, og de må ikke bygge på etnicitet eller religion.

Men Ghana har også sine etniske problemer. Lige fra små, men blodige, opgør mellem stammer og kongedømmer til en spirende konflikt mellem det muslimske og fattige nord og det rigere og overvejende kristne syd. I forbindelse med jubilæet 6. marts blev der bevilget store beløb til hovedstaden Accra og den næststørste by Kumasi, hvor mange af de indflydelsesrige politikere og forretningsfolk bor og kommer fra.

Der blev ikke bevilget noget til de nordlige regioner, der fik besked på at tage penge fra det almindelige budget til festlighederne.

Chryslere og slum

Regeringen har også fået kritik for at have brugt millioner af dollars på fine Chrysler-biler til at køre statslederne rundt i. Upassende i et land, hvor der stadig er så stor fattigdom, og hvor, hvad der kunne være en af verdens smukkeste havnepromenader, er en stribe slum på den ene side af vejen og en stribe sorte affaldsposer med menneskelig afføring på den anden side, fordi der mangler latriner.

Samtidig bliver der stillet spørgsmålstegn ved, hvor meget det gavner Ghana at have lukket store sydafrikanske mineselskaber og et stigende antal kinesiske virksomheder ind i landet. Selv om de skaber arbejdspladser, hvad betaler de så i skat og royalty?

Hver måned i jubilæumsåret har et tema, og et af temaerne er miljø. Et tema der skurrer lidt i ørerne, for byens smukkeste rundkørsel er blevet ryddet for træer i forbindelse med jubilæet, og hverken sydafrikanske mineselskaber eller kinesiske forretningsfolk på jagt efter naturressourcer er berømte for at have udmærket sig som fortalere for miljøbeskyttelse.

Danmark taget konsekvensen

Korruption er et stort problem i Ghana, og de fleste offentligt ansatte er gode til at sige alle de rigtige ord og vendinger til donorerne, der i stil med gængs ulandspolitik gennemfører mindre og mindre kontrol og viser større tillid til landets egne evner og ønsker.

Man kalder det budgetstøtte og sektorstøtte, altså at man giver en stadig stigende andel af sin bistand direkte til landets budget eller til en sektor som f.eks. infrastruktur eller sundhed.

I Ghana har det ikke fungeret, og det har forvirret og overrasket donorerne, for alle er enige om, at det er vejen frem, og at det er visionen for effektiv bistand. Danmark har taget konsekvensen og ændret sin bistand til f.eks. sundhedssektoren, mens andre donorer stadig er lidt i vildrede.

Diskussionen om, hvorvidt donorhjælp er med til at skabe passivitet og grådighed, kører også i Ghana, både blandt intellektuelle ghanesere og donorerne. En gevaldig gældssanering for nylig blev mødt med ønsket om yderligere sanering, ikke med tilsagn om nye tiltag til at løse egne problemer.

Men lige nu fejrer Ghana jubilæet og nyder verdens opmærksomhed og ros. Nationalitetsfølelsen blomstrer, og i disse uger er hovedstaden klædt i farver, det gule, røde og grønne flag med den sorte stjerne i midten vajer fra enhver bygning, bil og lygtepæl.

Men virkeligheden er lidt mindre farverig, lidt mere grå.