Pæne piger og perlehøns

I bistandsverden taler man meget om indikatorer. Dem bruger man til at måle, om et projekt går i den rigtige retning, og til at analysere, om projektet kan nå sine mål. Indikatorer kan være alt fra antallet af lokummer gravet til betydningsfulde lovændringer, alt fra fald i antallet af børn med diarré til stigning i antallet af uddelte myggenet.

Felicia Ankrah kender ikke ordet indikator. Men når hun bliver spurgt, om projektet er en succes, svarer hun stille og bestemt:

"Ja. Efter seks måneder er pigerne både gladere og stærkere."

Sådan. Bedre indikatorer findes vel ikke, for det er det, projektet går ud på. Og Felicia ved med sikkerhed, at formålet bliver opfyldt.

På tomandshånd

Der er ikke noget brovtende eller pralende over Felicia Ankrah, hun virker nærmest ydmyg. Hun tier stille, mens den veltalende mandlige pressesekretær fra Women's Action Group i indgående detaljer forklarer, hvad projektet går ud på, og Felicia siger kun noget, når hun bliver direkte adspurgt.

Men på to- eller tremandshånd er det en helt anden sag. Så stråler hun og gør projektet langt mere personligt og nærværende, end nogen pressesekretær nogensinde ville kunne finde ud af.

Og personligt er det, for det var Felicia, der oprettede kvindegruppen i 1999, da hun selv syntes, hun havde noget overskud til at hjælpe de mindre privilegerede piger og kvinder i Abokobi.

De unge forældreløse, teenagepigerne der levede med en ung eller lidt ældre mand, de unge og lidt ældre kvinder, der aldrig havde fået en uddannelse eller som var eneforsørgere.

Frygt for Gud

Kvindegruppen skaffede penge til at tilbyde pigerne og kvinderne kurser. I batik, kjolesyning, champignondyrkning, snegleopdræt, madlavning og catering. Frit valg til kurser af seks måneders varighed. Samt kurser i husholdning, hygiejne og økonomi til dem alle.

Siden dengang har 150 piger og kvinder gennemgået kurser.

Man kan vælge andre indikatorer til at måle kvindegruppens succes. Pressesekretæren fortæller Christian Stadil, at ca. 30 af kvinderne har fået job eller har oprettet deres egen virksomhed, mens 120 er blevet gift og gode hustruer. Han understreger, at projektet også indgiver pigerne en "frygt for Gud", så de ikke bliver promiskuøse, og så de opfører sig ordentligt.

Udtalelsen bliver ledsaget af et lynnedslag og et tordenbrag, der får alle under det runde halvtag til at hoppe og den stridbare perlehane på græsplænen til at indstille sine angreb på alle perlehønerne og i fællesskab søge ly for regnen under de store træer.

Attraktiv gadesælger

Felicia og batiklæreren Comfort Edwards fornægter ikke deres Gud, for så når man ikke langt i et samfund, hvor kirkerne dominerer, har store penge og ejer jorden. Men de fokuserer mere på pigernes egne styrker. At lære noget og kunne noget er vigtigt for at klare sig, uanset om det er alene eller i ægteskab. Felicia tager Christian Stadil hen til de unge kvinder, der tidligere boede sammen med ikke specielt rare eller ansvarlige mænd. Nu bor og arbejder de sammen om at tilberede frokostretter og juice, som de leverer til kontorer og virksomheder i området.

Felicia viser også billeder af pigen, der solgte bananer på gaden, men som fik tilbuddet om at lære syning. Hun blomstrede op, blev friet til, syede sin egen brudekjole og syer stadig kjoler, som hun sælger.

"Men hun var vel også attraktiv inden," konstaterer Christian Stadil.

"Ja, men hun blev langt stærkere og langt mere attraktiv, da hun fik selvtillid og lærte et fag," forklarer Felicia.

"Tipping point"

Kvindegruppen i Abokobi vil gerne have støtte til projektet. Dels så de kan samle alle uddannelserne et sted, dels så de kan oplære og styrke endnu flere af de mindre privilegerede piger og kvinder.

"Igen i dag har jeg mødt stærke og ærlige personer, der har initiativ og overskud til at gøre en forskel. Jeg tror på, at den rigtige måde at hjælpe på er at støtte dem, der kan bevise, at de har viljen og overskuddet til at hjælpe andre," siger Christian Stadil.

Han kalder det et "tipping point", en støtte der kan få vægtskålen med de initiativrige til at gå ned og dermed løfte vægtskålen med de fattigere op.  Nu vil han hjem og fordøje indtrykkene, fra hvad han betegner som tre værdige og saglige projekter, inden han tager stilling til, hvilket et han vil anbefale, og om flere af dem eventuelt kunne kombineres.

Men kvindegruppen og Felicia står stærkt. Også selv om de ikke kender ord som indikator og ikke slynger om sig med udtryk som bæredygtighed og kapacitetsopbygning.

De gør det bare.