Når regnen skal høstes

Christiana Boadu har gjort det. Den pensionerede matematiklærer har fået sat nedløbsrør rundt om en del af huset, så når det regner, ryger regnvandet ned i en kæmpe beholder, hvorfra det bliver pumpet op i en vandtank øverst på et tårn.

I princippet har hun nu vand til hele året. Sådan var det i hvert fald, da hun boede alene med sin mor.

"Men det seneste års tid har min nevø boet her, og han er ikke helt så bevidst om at spare på vandet, så jeg har også måttet købe fra de store biler med vandtanke," siger den lille stærke kvinde med et overbærende smil.

Glemmer at gemme

Situationen er typisk. Siden Abokobi   fik vandpumper installeret, har der været vand nok. Distriktet er næsten 100 procent dækket, takket være et projekt fra Danida, om end der er områder, hvor forsyningen svigter, fordi der ikke er tryk nok på vandforsyningen.

Det sker dog sjældent i de områder, hvor de mere indflydelsesrige og højtråbende bor.

Den øgede vandforsyning har også fået folk til at glemme at samle og gemme regnvandet. Mange tusinde dyrebare liter vand går tabt hvert år i regntiden, fordi det ikke bliver opsamlet. Christiana Boadu er en af de få, der har investeret i stadig at samle regnvand, og hun synes, det er en skam, at skikken er gået tabt.

"Folk har vænnet sig til, at der er vand nok, men vi bør jo spare på det, for hvem ved, hvor længe vandforsyningen kan holde. Og vi kan sagtens udnytte regnvandet. Selv om det ikke er rent nok til at drikke, så kan det bruges til at vaske tøj, bade i, skylle toiletter og meget andet," siger hun.

Ulandshjælp til at genindføre traditioner?

Den lokale landbrugsorganisation midt i byen er også dygtig til rain harvesting, at "høste regnen", altså at opsamle regnvandet. Den sælger det videre til en lav pris til de vognmænd, der kommer med store tankvogne for at tage vandet ud til områder, hvor forsyningen svigter. Organisationen har foreslået et projekt, der blandt andet går ud på at høste regnen på fire skoler og i 300 husstande, og det er et af de projekter, virksomhedsejer Christian Stadil fra Hummel studerer nærmere i Abokobi.

Der er meget fornuft i ideen. Det store spørgsmål er, om man behøver ulandshjælp til at genindføre en gammel og fornuftig skik i et område, hvor der faktisk er vand nok?

Mindre skov, mere tyfus

Om eftermiddagen mødes Christian Stadil med COSAG, en ny lokal organisation, der arbejder for at forbedre de sanitære forhold i området. Mens de fleste har adgang til rent vand, er det kun ca. en tredjedel, der har adgang til toiletter.

I stedet bruger de skov og krat lige ved siden af, og det er der mange risici forbundet med - lige fra slanger og skorpioner til de sygdomme og symptomer, som fluer kan overføre. Klinikkerne klager over et øget antal tilfælde af tyfus, og næsten alle beboere klager over diarré. Oveni kommer, at den øgede befolkningstilvækst betyder, at flere og flere områder bliver ryddet for buske og skov.

Så bedre sanitet giver god mening.

"Jeg synes, alle vi mødte, var utroligt ærlige og velformulerede," siger Christian Stadil.

"Dilemmaet er, at det er et område, der er ved at ændre sig, og derfor opstår der nye problemer og nye behov. De lokale organisationer har derfor ikke så megen erfaring med at gennemføre projekter, og det bærer deres projektforslag præg af. Måske kan de to forslag slås sammen til et, og så skal der stadig arbejdes med både budget og administration, før det er på plads."