Afrika på vej frem

Tanzanias bruttonationalprodukt er ikke meget større end et dansk amts. Mange distrikter i Afrika har et budget på størrelse med en dansk families.

Så selvfølgelig er der behov for bistand mange år endnu, og naturligvis kan verdens fattigste kontinent ændre status, hvis vi i de rige lande ændrer både politik og holdninger.

Men der er også fremgang at spore. Samtlige tre lande i Østafrika, som tre kendte danskere har besøgt i forbindelse med projektet "Dilemmaer i ulandsbistanden", oplever i disse år en økonomisk vækst.

I Tanzania har væksten været på seks-syv procent de seneste syv år. Det på trods af en alvorlig tørke og energikrise, der blandt andet betød, at hovedbyen Dar Es Salaam i månedsvis var uden strøm om dagen, og at der stadig er store tankvogne med vand, der leverer til selv de rigere områder i byen. Men øget salg af guld, mineraler, kaffe og cashewnødder har forbedret landets økonomi, ligesom der er kommet mange nye investeringer fra især Sydafrika. Samtidig oplever landet en voksende grad af pressefrihed.

Fordi det går så godt, får det regerende parti flere og flere tilhængere, og Tanzania er reelt ved at udvikle sig til en etpartistat, sådan helt på demokratisk vis. Men det kan naturligvis give bagslag.

De store bistandsdonorer har også fundet fælles fodslag og for nylig vedtaget et sæt principper for god og effektiv bistand, ligesom de er enige om en fælles landestrategi. Megen støtte bliver givet som direkte budgetstøtte og hjælp til hele sektorer. Det betyder, at det er nemmere for landet selv at bestemme, at sikre kontinuitet - og at rapportere tilbage til donorerne.

Tanzania har i mange år været det land, der modtager mest dansk bistand. I år er bistanden på ca. en halv milliard kroner, der primært går til sundhed, miljø og erhverv, men der er gennem årene ydet megen bistand også til veje og landbrug.

Tanzania selv har i høj grad taget den peruanske økonom Hernando de Sotos tanker og råd til sig. Især teorien om, at udvikling hænger sammen med, at folk har skøde på deres jord for derefter at kunne stille samme jord og hus som garanti for lån, der kan være med til at forbedre deres levevilkår. Tanzania er gået i gang med et seriøst og omfattende program, hvor jorden bliver registreret, og folk får skøde på den. Lignende programmer er i gang i nabolandene.  

Uganda oplever også en økonomisk vækst på ca. seks procent om året, selv om vækstraten er faldet lidt siden 1990'erne. Men så er flere donorer begyndt at give støtte uden om statsbudgettet, således at man f.eks. kan se nedskæringer i sundhedssektoren samtidig med reelle forbedringer.

Antallet af indbyggere, der lever under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen, er faldet fra 38 til 31 procent de seneste fire år.

Sidste år indgik regeringen en fredsaftale med Lord´s Resistance Army, der i årtier har terroriseret den nordlige del af landet, og selv om alt ikke er faldet på plads endnu, er der håb om, at den del af landet nu kan tage del i den økonomiske udvikling.

En tikkende bombe under den positive udvikling er en befolkningstilvækst på 3,4 procent. Mens Uganda har været langt fremme med effektiv oplysning om hiv og aids og har formået at knække kurven, er diskussionen om færre børn per familie nærmest tabu.

I 2005 indførte Uganda officielt flerpartisystem, men præsidenten er den samme, som har siddet der siden 1986.

Danmark yder bistand til Uganda for mellem 270 og 320 millioner kroner om året.  

Kenya oplever, at flere og flere afrikanere tager del i erhvervslivet. Industrien har hidtil været domineret af kenyanere af asiatisk, især indisk, afstamning, mens civiladministrationen og det politiske spektrum har været - og stadig er - domineret af såkaldte sorte kenyanere.

Væksten her er også på ca. seks procent, men potentialet menes at være meget større. Kenyas store problem er stadig den kolossale korruption.

Den nye regering under præsident Kibaki møder meget kritik, men bliver også rost for at have gennemført en række reformer, f.eks. fri folkeskoleuddannelse til alle børn samt billigere behandling på klinikker og hospitaler.

Det sidste projekt har ikke hængt sammen økonomisk, og forskellige donorer har måttet træde til, blandt andet Danmark, der nu giver driftsstøtte til sundhedssektoren, altså blandt andet løn.

Præsident Kibaki har for nylig sagt, at Kenyas ambition er at kunne klare sig selv og ikke længere have behov for bistand om fem år. Det mål nås måske ikke, men Kenya arbejder samtidig med en økonomisk plan for udvikling helt frem til 2030.

Den danske bistand nåede et lavpunkt i 2005, hvor den kenyanske regering beskyldte Mellemfolkeligt Samvirke for at støtte pressionsgrupper, men bistanden er senere blevet øget igen og er nu på ca. 170 millioner kroner.

Pengene bliver primært brugt til vand og sanitet, sundhed og til støtte for udvikling af erhvervssektoren.