Det klassiske dilemma

Det var et helt klassisk dilemma, Martin Miehe-Renard landede i, da han besøgte det sidste projektforslag i Kenya: Kvinderne i Muungano bestyrer et vandprojekt, og det vil de gerne udvide. Beboerne i området betaler 15 øre for 20 liter vand. Det er ikke nok til at få projektet til at løbe rundt, og det vil det heller ikke være, selv om man sætter prisen op til 20 øre.

Har det så mening at udvide projektet? Vil den øgede indtægt fra flere brugere modsvare de øgede udgifter til vedligeholdelse og til at holde dieselpumpen i gang i endnu flere timer?

"I dag kom jeg tættest på det egentlige dilemma, synes jeg. Jeg har tidligere lært, at et vandprojekt kun kan løbe rundt, når beboerne selv bidrager, dels til at få det etableret, dels til at vedligeholde og udvide det. Men hvad sker der, når prisen på vand bliver sat op, taber man så de allerfattigste? Begynder de igen at skulle bruge flere timer end alle andre på at hente urent vand fra kilder langt væk? Det er da svært at finde en løsning på," forklarer Martin Miehe-Renard.

Dilemmaet er der ikke bare i vandprojekter, men generelt i ulandsbistanden. Giver man hjælpen til dem, der i forvejen har lidt økonomi og lidt initiativ, og som måske kan øge deres levestandard og dermed være med til at "hive andre op", eller giver man til de allerfattigste? Og i givet fald, hvordan gør man så det?

Penge til øl, ikke til diesel

Kvinderne i Muungano driver og passer den store dieselpumpe, der giver vand til seks landsbyer. Siden den blev indviet i 2004, har de formået at holde den i gang, og nu vil de gerne udvide rørlægningen med yderligere 24 kilometer til fire nye landsbyer, hvor beboerne ikke har rent vand.

Det er 17 kvinder i komiteen, der kører projektet.

"Vi vil ikke have mænd med," siger forkvinden Hellen Mijita.

"Mændene ville ikke bruge pengene på udstyr og diesel, men på øl. Når pumpen ikke kører længere, vil de blot sende kvinderne ud at hente vand langvejsfra."

I modsætning til det første vandprojekt, Martin Miehe-Renard besøgte, hvor både mænd og kvinder var tvunget til at hjælpe med at hente vand,  er det tydeligt, at der foregår en kamp mellem kønnene i Muungano.  

Sidste stik hjem 

Kønnenes kamp bliver understreget en times tid senere, da Martin Miehe-Renard sammen med konsulent Kurt S. Kristensen fra Grontmij/Carl Bro bliver inviteret til møde under det store træ på en af de skoler, der vil nyde godt af, at projektet bliver udvidet.

Mens vi sidder på små skolepulte, udvikler der sig en længere diskussion om projektets bæredygtighed. Er folk villige til at betale mere? Kan de? Kan man forestille sig, at nogle betaler mere end andre?

Det er mest mændene, der taler. Og de siger selv, at mange godt kan betale mere for at sikre ordentlig vandforsyning. Behovet bliver understreget af skolebørnene, der benytter det uventede frikvarter til at hente vand i små flasker - vand, der er grimt og grønt.

Men det er Hellen Mitija, der hiver det sidste stik hjem. Som en klog forhandler siger hun ikke til mændene, at de skal huske, hvad de har lovet, når de snart møder frem til den årlige generalforsamling. I stedet beder hun dem nu gå ud i de små samfund og fortælle, hvad de alle sammen har indvilget i, så endnu flere vil støtte forslaget om at sætte prisen op.

Når en mand siger det

"Jeg synes, det var specielt og samtidig krævende at sidde til sådan et møde, hvor alle har spørgsmål og forventninger til en, og selvfølgelig tænker jeg over, om jeg blander mig i noget kulturelt, jeg ikke har forstand på. På den anden side havde jeg sat mig godt ind i projektet og ville have svar på nogle uafklarede spørgsmål, f.eks. om finansiering og vedligeholdelse. Jeg tror samtidig, at hvis jeg foreslog noget, der ikke kunne lade sig gøre, bliver det ikke gjort, men hvis jeg har hjulpet nogen af de mest hårdtarbejdende med gode argumenter og relevante spørgsmål,   kan de bruge det."

Sandheden i formodningen bliver bekræftet ganske kort efter, da Martin Miehe-Renard og Kurt S. Kristensen får at vide, at de har sagt og foreslået det, som kvinderne har kæmpet for i lang tid, men som mændene har nægtet at diskutere, netop fordi forslagene kom fra kvinderne.

"Næste spørgsmål er så, hvor meget det forpligter os, at vi beder om at få flere oplysninger om både økonomi og det tekniske. Hvis beboerne leverer, så har de nok også en forventning om, at de får støtte til projektet, selv om de godt ved, at det ikke er givet. Men det er jo det dilemma, alle sidder i. Først skal projektforslaget og økonomien være i orden - det har ingen mening at sige ja til at udvide det, og så er der ikke penge til diesel eller vand nok til yderligere 24 kilometer," siger Martin Miehe-Renard.  

Fjern barriererne

Som Karen Mupuka og Charlotte Bircow har han fået et langt større indblik i ulandsbistanden, og hvor vanskeligt det er. Han synes samtidig, det har været udfordrende og dybt interessant, og at mange af projekterne er eksponenter for de dilemmaer, der også må gælde i større sammenhænge, nu da dansk bistand i langt højere grad er rettet mod at støtte hele sektorer eller budgetter i udviklingslandene.

"Jeg ville da elske at være julemand og rejse rundt og åbne vandprojekter, men det er jo ikke særlig holdbart. Det er muligt og relevant at hjælpe nogle få tusinde her og nu med et mindre projekt, men hvis landene virkelig selv skal have en chance for at udvikle sig og selv klare problemerne,  er det anderledes politiske tiltag, der skal til. Så skal vi afskaffe landbrugsstøtten, fjerne handelsbarriererne og begynde at behandle de afrikanske lande som ligeværdige partnere og ikke som lande, vi giver bistand med en hånd og lukker ude fra verdensmarkedet med den anden," mener Martin Miehe-Renard.