Fire timer og fire meter

06-03-2007

To verdener mødtes, da Martin Miehe-Renard fik en varm velkomst på sin første dag i Kenya.  Og hans hverdag blev sat i perspektiv.

Af Lasse Nørgaard, Jyllands-Postens korrespondent

Så stiller hun sig pludselig op midt i cirklen. Der bliver helt stille, mens hun med en stemme, der er en besynderlig, men smuk, blanding af Søs Fenger og Tracey Chapman synger "Maji Ni Muhimu", der på swahili betyder "Vand er vores højeste ønske".

Det er det første reflekterende øjeblik, siden forfatter og instruktør Martin Miehe-Renard er steget ud af minibussen i Vitengeni, halvanden times kørsel nordvest for Kilifi på den kenyanske kyst.

Han er blevet modtaget med jublende velkomstsang af 200 ventende landsbyboere, efterfulgt af en bøn, tre-fire velkomsttaler og en velkomstdans, hvor han selv bliver stærkt opfordret til at danse med. Hvilket han naturligvis gør til enorm jubel for fremmødte.

Mange ulandsarbejdere og Danida-udsendinge har oplevet samme velkomst, som regel efter at have boet på kontinentet et stykke tid, men det er altid en stor oplevelse. Martin Miehe-Renard er da også tydeligt berørt, men han håndterer situationen som en kender og ikke som en person, der lige er landet for første gang i Østafrika.

Alvorssangen

Så er det, Janet Carissa rejser sig og minder om baggrunden for, hvorfor så mange er mødt frem. Hun synger om manglen på vand, om hvor mange timer om dagen både mænd og kvinder bruger på at hente vand, om de mange sygdomme børnene får, fordi vandet ikke er rent, og om hvordan deres højeste ønske er at få lidt kortere afstand til vandposterne.

Bagefter får Martin Miehe-Renard muligheden for at interviewe de fremmødte i mindre grupper. Han har tydeligvis studeret projektforslaget indgående, og han har både personlige og tekniske spørgsmål om brønde, pumper og damme. Han taler med en gruppe kvinder og mænd, der har fire timers gang til det nærmeste vandhul. Her hjælper hele familien med at hente vand, for hvis kun kvinden går, er hun væk fra hjemmet hele dagen. Hun kan maksimum bære 20 liter på så lang en vandring, og hun bliver nødt til at drikke noget undervejs.

Hele familien henter vand

Børn har svært ved at passe deres skolegang, når de skal hjælpe med at hente vand. Hvad gør en familie med f.eks. seks børn så? "Ofrer" skolegangen for et eller flere af børnene og lader dem hente vand, mens de andre kan gå i skole? Nej, svarer beboerne, hele familien henter vand, som regel på de dage, hvor skolen er lukket, så børnene mister mindst mulig skolegang.

"Hvor langt har du til vand," spørger en, og Martin Miehe-Renard fortæller, at han vel maksimum har fire meter inde i sit hus til nærmeste vandhane.

Han spørger igen, hvad folk vil bruge tiden til, hvis de får kortere vej til vandet. Alle svarer i kor, at de vil dyrke noget mere og arbejde hårdere i marken.

Køber vand i kiosken

Der går allerede en vandledning gennem Vitengeni, så derfor har beboerne i selve landsbyen mulighed for at købe vand, hvis de har råd til det. Det foregår i de såkaldte "vandkiosker", hvor man kan fylde sin 20 liters dunk for fem shilling (ca. 40 øre). Kioskerne er som regel ejet og bestyret af små kvindegrupper, der bruger pengene til vedligeholdelse og til at sætte gang i indkomstskabende aktiviteter.

Vandledningen er en afstikker fra den hovedlinje, der forsyner Mombasa, og nu vil beboerne gerne have endnu flere afstikkere, i hvert fald et par kilometer længere ud i Vitengeni og to andre distrikter. Her er ikke bare tørt: Statistisk er de tre distrikter blandt de allerfattigste i Kenya.

Martin Miehe-Renard spørger, om vandsystemet kan holde til endnu flere afstikkere, og han får kopi af et brev fra vandværket, der bekræfter, at det kan det godt.

Påvirket af oplevelserne 

"Behovsanalysen er i hvert fald overstået nu, og projektets sigte er 100 procent i orden," siger Martin Miehe-Renard efter dagens besøg.

"Men man skal selvfølgelig sikre sig, at teknikken er i orden, at projektet rent funktionelt kan gennemføres. Det skal der eksperter til, selv om det ser ud til, at den side af sagen også er gennemtænkt."

Dagens besøg har på mange måder påvirket ham.

"Jeg har da tit læst om og set billeder af kvinder, der bærer store dunke af vand på hovedet, og jeg vil ikke sige, at jeg har været upåvirket. Men man forstår det jo ikke rigtigt, fatter ikke afstandene og livsbetingelserne i det hele taget.  Det er helt anderledes pludselig at stå sammen med kvinderne ved et vandhul med beskidt vand og vide, at de har flere timers gang hjem."