Et brev til regeringen

04-03-2007

De fattige fiskere på Kalangala-øerne præsenterede Charlotte Bircow for en ønkeliste, hun kan tage med til Danmark. Selv var hun ikke særligt imponeret.

Af Lasse Nørgaard, Jyllands-Postens korrespondent

Kalangala, Uganda

Der er kun fire toiletter på øen Lulamba. Dem er de 1.200 beboere om at dele. Det er selvfølgelig ikke nok, så derfor benytter beboerne enten Victoriasøen eller de såkaldte "flying toilets", hvor afføringen bliver lagt i en plasticpose, der bliver smidt ud om natten.

Lulamba har dog også en helt ny toiletbygning, hvor afføringen bliver opdelt og nærmest komposteret, inden den bliver brugt som gødning. Det er et såkaldt øko-latrin, der adskiller afføringen og nærmest komposterer den tungere del i nogle måneder, indtil den kan bruges som gødning.

Toiletterne er ikke taget i brug endnu, for øen venter på et solpanel, der kan sørge for lys.

Hvis beboerne begynder at bruge det nu, især om natten uden lys, så bliver al afføring måske blandet sammen, og så ryger lidt af ideen.

Det skal være rigtigt fra begyndelsen.

De "flyvende toiletter" er ikke det eneste snavs på øen. Små lossepladser med al slags affald ligger overalt, og fluerne summer lystigt.

Det er ikke svært at forestille sig konsekvenserne af den form for sanitet og manglende renovation. Mange sygdomme florerer, og for otte år siden var der sågar et udbrud af kolera på naboøen Buwuvu.

Øko-latriner er derfor et af elementerne i det projektforslag, fiskernes organisation har udarbejdet og fremsendt til "Dilemmaer i ulandsbistanden". 36 steder på øerne og på fastlandet skal der etableres øko-toiletter, og samtidig skal der organiseres indsamling og sortering af affald.

Charlotte Bircow blev hilst velkommen af snesevis af snavsede børn med snotnæser, da hun besøgte Lulamba og Buwuvu, to af de 84 Kalanga-øer, der ligger ude i Victoriasøen tæt på ækvator.

Buwuvus formand Herbert Talutambudde var der naturligvis også, og han viste den danske udsending rundt.

Næsten samtlige 3.000 beboere er afhængige af fiskeriet ligesom på de fleste af de andre øer. I højsæsonen for fiskeri vokser antallet af beboere til næsten det dobbelte. Så kommer de såkaldte "fiskenomader", der kun opholder sig på øerne et par måneder.

Nomaderne føler ikke noget stærkt tilknytningsforhold til øen, og de er med til at holde prostitutionen i live. Da det ikke ligefrem vrimler med kondomautomater på øerne, bliver seksuelle sygdomme let spredt.

Charlotte Bircow går forbi baren, hvor to unge piger med heftig makeup underholder to unge fiskere. Pigernes forældre er døde af aids, og nu ernærer de sig som prostituerede. De får det meste af betalingen i fisk.

Derfor er oplysning om hiv-aids og andre sygdomme et andet element af projektet, der også vil skaffe hjælp til især enker, der nu er eneforsøgere.

Som afslutning på besøget bliver Charlotte Bircow inviteret til stormøde på farverige plasticstole stillet i rundkreds bag skolen. Her får hun overrakt to breve til den danske regering. Begge er ønskelister om hjælp, alt fra bedre vand og sanitet over bedre boliger til øens lærere til en ambulancebåd, der hurtigere kan bringe syge til hospitalet på hovedøen.

Kvinderne har udarbejdet deres egen liste, de vil have hjælp til bedre rygefaciliteter, altså røgerier til fiskene. Og så vil de gerne iværksætte et program, så enkerne efter aidsofre får mulighed for at tjene nogle penge.

"Der er slet ingen tvivl om, at folk her er fattige og kunne få det meget bedre. Men jeg synes, der var lidt for meget rækken hånden frem og lidt for lidt engagement. F.eks. lå der affald og flød mange steder, og man behøver altså ikke donorstøtte for at organisere ordentlig affaldsindsamling," siger Charlotte Bircow.

"Projektet her ville kunne hjælpe langt flere end f.eks. kvindeprojektet i Katosi, men for mig er det afgørende, at folk selv har vist en vilje til at ændre og forbedre deres egen situation."