Vandet i sandet

Hver dag går Rachel Ngonja ned til vandhullet tre gange. Morgen, middag og aften henter hun 35 liter vand, som hun bærer på hovedet tilbage til den lille landsby med det pudsige navn Tabu Hotel. Vandet øser hun op fra nogle små huller i sandet langs en skråning, der konstant eroderer. For ikke så længe siden blev en af Rachels naboer dræbt, da hun gravede i det løse sand, og jorden over hende skred, faldt ned og begravede hende.

To timer bruger Rachel hver dag på at hente vand. Og det er i den gode periode, i regntiden.

"Hvad sker der, hvis du beder din mand om at hjælpe," spørger Karen Mukupa, mens hun selv hjælper Rachel med at øse vand op i de to beholdere.

"Så siger han, at det er kvindearbejde," svarer Rachel og griner på den måde, man griner, når man godt ved, at noget er grotesk, men umuligt at ændre.

"Jamen, hvad så når du er syg," spørger Karen Mukupa.

"Så vil han stadig tvinge mig til at hente vand," svarer Rachel, mens en mand fra landsbyen svarer i munden på hende, at så vil manden naturligvis hjælpe hende.

Der er trods alt grænser for, hvor chauvinistisk man vil fremstå i de besøgendes øjne.  

Vandet koges ikke  

Vandet er nogenlunde rent. Det er filtreret gennem sandet, og landbyboerne kan drikke det. De koger kun det, de bruger til madlavning, ikke det der drikkes, selv om de godt ved, at det ville være bedre.

Men der er heller ikke meget brænde eller trækul i området.

De andre kvinder hjælper Rachel med at få beholderne op på hovedet, og så går det i gåsegang tilbage til landsbyen. En af de kvinder, der har briefet Karen Mukupa om projektforslaget, kommer pludselig i tanke om, at hun har taget sine fine sorte sko på, og hun får en dreng til at hjælpe sig af med dem, inden hun bærer 30 liter vand hjem.

Ikke en eneste af mændene løfter en finger for at bære en af beholderne.  

Kunne bruge tiden bedre  

I tørtiden er det anderledes. Så står Rachel op og begynder at gå mod byen Gairo 15 kilometer væk, mens det stadig er mørkt. Det tager hende mange timer at gå frem og tilbage, og det bliver kun til en tur om dagen. Men i den periode hjælper manden hende. Han har en cykel og kan køre til Gairo og fylde et par beholdere med vand, som han så cykler hjem med igen.

"Jeg ved det jo godt, men jeg bliver alligevel lidt overrasket over, at der stadig i 2007 er så mange steder, hvor folk skal bruge en stor del af deres dag blot på at skaffe vand," siger Karen Mukupa på vej tilbage til bilen. "Den tid kunne bruges meget bedre. Hvis der var vand i landsbyen, kunne kvinderne bruge mere tid på markerne, med familien eller på andre aktiviteter, der kunne forbedre familiens økonomi. Og både børn og voksne ville være sundere."

Med rent vand er der også flere børn, der ville få en uddannelse. En undersøgelse fra området viser, at de børn, der skal bruge længst tid på at hente vand, har større frafaldsprocent i skolen, end dem der ikke skal bruge så længe.  

I dag er Tabu Hotel grønt og frodigt. Det har regnet et par uger. Men otte måneder om året er det brunt og tørt, og der er næsten ingen vand. De dyrebare dråber bliver brugt til madlavning og nødvendig vask, dvs. ansigtet. Børn kan gå i ugevis uden at blive badet, og det øger risikoen for hudsygdomme.

Derfor har organisationen ADRA foreslået, at der kommer brønde og pumper til 2.000 familier i området, og at skolerne får flere toiletter. Brønde og pumper skal bestyres af vandkomiteer, hvoraf halvdelen af medlemmerne skal være kvinder, og alle skal betale et lille beløb for vand og et årligt beløb på 50 øre til vedligeholdelse. Det er små beløb, som alle kan betale, forsikrer de Karen Mukupa, men samtidig beløb, som vil betyde, at projektet kan køre videre.

"Jeg ved godt, at det ikke er så moderne at støtte vandprojekter længere, men vand er jo grundlaget for så meget andet, sanitet, hygiejne, godt helbred og til dels muligheden for uddannelse," siger den danske sangerinde, der i morgen skal besøge det sidste af tre projektforslag i Tanzania.