Dilemma

Forside / Artikler


Dilemma-rejseruten

12-02-2007

Planerne for de fem kendte danskeres rejser til fem lande i Afrika under "Dilemmaer i ulandsbistanden" ligger nu klar.

Skuespiller Timm Vladimir, som fik størst opbakning af danskerne på dilemma.dk, begynder med at tage til Tanzania 23.-26. februar for at besøge forskellige projektmuligheder.  

Fitness- og ernæringsekspert Charlotte Bircow vil være i Uganda i perioden 26. februar - 4. marts.  

Teaterdirektør og virksomhedsejer Martin Miehe-Renard vil undersøge projektmuligheder i Kenya 5.-8. marts.  

Christian Stadil , ejer af tøjfirmaet Hummel, vil være i Ghana 14.-17. marts.  

Teaterdirektør Jon Stephensen afslutter med et besøg i Zambia 20.-23. marts.  

Jon Stephensen træder ind i stedet for sanger, dj og entertainer Morten Lindberg, der i hele februar og marts er travlt beskæftiget som studievært på DR's fredagsunderholdning - og derfor ikke kan deltage.
 
"Jeg er utrolig ked af ikke at kunne være med i "Dilemmaer i ulandsbistanden". Men det skal jo ikke gå ud over dem, som har brug for hjælp, så jeg tager selv derned, når "Hiv stikket ud" er færdig og ser, hvor jeg kan hjælpe," fortæller Morten Lindberg.   

"Dilemmaer i ulandsbistanden" har til formål at skabe debat om ulandsbistanden i Danmark og støtte gode bistandsprojekter i fem afrikanske lande syd for Sahara. Konsulent- og rådgivningsfirmaerne Grontmij I Carl Bro og Consia løser opgaven for Udenrigsministeriet. 

Når hver af de fem ture begynder, vil dilemma.dk præsentere de tre projektmuligheder, der skal besøges i landet.