Dilemma

Forside / Artikler


Man får lyst til at hjælpe

04-01-2007

Dilemma.dk gør ulandsbistanden nærværende og håndgribelig, mener skuespilleren Timm Vladimir. Danskerne ser ud til at være enige i hans prioriteringer.

Af Jan Kjær

Fem kendte danskere skal til Afrika for at være med til at indstille bistandsprojekter til finansiering af Danida, og 3.400 danskerne har indtil videre været med til at påvirke valget af, hvem der skal af sted. Det sker ved at gennemgå 20 ulandsdilemmaer, som i alt ni kendte danskere allerede har gennemgået. Når man rammer de samme valg, som de kendte, udløser det points. På den måde er danskerne med til at stemme på de fem.

Åbenbart er danskerne mest enige med den 38-årige skuespiller Timm Vladimir, når det handler om ulandsbistand. Et par dage inden stillingen gøres op, ligger han i spidsen foran fitness- og ernæringseksperten Charlotte Bircow.

Kattepine

Timm Vladimir gennemgik de 20 dilemmaer om ulandsbistand i begyndelsen af december i selskab med sin kæreste, Katrine.

"Det var nogle hårde dilemmaer, og kun ganske få gange gav svaret sig selv. Projekterne var sådan set lige værdige og lige gode. Og lige livsnødvendige. Hver gang vi måtte vælge fra, var det med tunge hjerter," fortæller Timm.

Timm og Katrine stoppede op mange gange på dilemmaruten og diskuterede ophedet. De kom virkelig til at tage stilling til, hvad der var det rigtigste at gøre.

"Det allerhårdeste dilemma handlede om en aidskampagne. Vi havde lige bevilliget penge til oplysning, men så opfordrede en statsstøttet aidsorganisation til, at man undlod at støtte, fordi kampagnen skulle ensrettes for at virke. Det er meget sødt af jer, men nej tak! Fortsætter man så - eller trækker man pengene tilbage? Det er et dilemma. Hvad skal man så gøre? Man kommer igen i en satans kattepine," fortæller Timm.

Nærværende ulandsbistand

For Timm var mange af problemstillingerne "ekstremt realistiske".

"Du skal tage stilling til problemerne, men også til konsekvenserne af dine valg," fortæller han og fortsætter: "Du har lige hjulpet denne landsby, men i en anden landsby er de pludselig blevet mere syge. Vil du fortsætte det forebyggende projekt eller begynde med akut nødhjælp?"

Skal man generelt støtte de mere langsigtede projekter eller give nødhjælp? Det er et af de mange dilemmaer på dilemmaruten. "Hvis du giver en mand en fisk, har han mad til én dag. Hvis du lærer ham at fiske, har han mad til resten af livet," siger Timm. "Det kan være hårdt at holde fast i, når man bliver konfronteret med akut nød. Men på sigt er det det eneste, der giver mening."

"Det spændende i dette projekt er jo netop, at man kommer til at tænke mere over tingene, end hvis man sidder foran kassen og ser et nødhjælpsshow eller får et girokort ind igennem brevsprækken. Det bliver mere nærværende og håndgribeligt for mig, og det tror og håber jeg, det gør for alle. Når man oplever spørgsmålene og dilemmaerne, bliver man ramt. Man får lyst til at hjælpe," siger Timm.

Nødvendig debat

Timm Vladimir er ærgerlig over, at så få danskere har forstået, hvad projektet egentlig handler om. "Det er faldet folk for brystet, at der er tale om at inddrage kendte. Hvad ved kendte om ulandsbistand? Ikke en skid! Det er der jo ingen af os, der gør, og det er jo netop det, der er pointen. Hvis vi skal gøre os håb om at opnå en ulandsbistand, der faktisk virker, er vi nødt til at engagere os og forstå problemstillingerne. Det er det, kampagnen handler om. Og så er der jo tale om projekter, der allerede er sagt god for af danske eksperter og lokale eksperter i landene. Den type projekter, Danida alligevel skal vælge imellem, uagtet denne kampagne," forklarer Timm.

 "Der er fem kendte med. Vi er med for at skabe den nødvendige opmærksomhed om det arbejde, der allerede bliver gjort, og det, der skal gøres," fortsætter Timm engageret.

Han konstaterer dog, at de fleste af de danskere, der har gennemgået de 20 dilemmaer, har en positiv indstilling til projektet. Det er et noget andet billede end det, medierne har tegnet.

Som privatperson synes han, "Dilemmaer i ulandsbistanden" er en god chance.

"Jeg får en helt konkret mulighed for at få et indblik i det her område. Det er da superprivilegeret," siger han og fortsætter: "Jeg ville da også ønske, debatten handlede om, hvorfor ulandsbistanden hidtil ikke har gjort større forskel. Hvorfor vi skærer i bistanden i stedet for at øge den. Hvad EU's landbrugsstøtte gør ved afrikanske bønders handelsmuligheder og så videre og så videre. Men nu begynder vi her," siger Timm.

Den 5. januar slutter muligheden for at påvirke valget af Timm Vladimir eller andre kendte, men danskerne kan fortsat begive sig ud på dilemmaruten på dilemma.dk.